Tyk som et panser
Lige nu er isen på den finske sø tykt som et panser. Et beskyttende panser der gør at jeg frit og trygt kan bevæge mig ud på midten. Gå på opdagelse i nyt terræn. Søge mod nye horisonter. Og se verden fra et nyt perspektiv. Den kan knirke og knage. Isen. Uden at det betyder det store. For isen er tyk som et panser. Og den beskytter min eksistens. Beskytter mig mod undergang. Bogstavlig talt. Og derfor kan jeg uhindret bevæge mig i alle retninger.
Men når solens blide stråler bliver varmere. Begynder isen at smelte. Først bliver den til en grødet masse. Som er svær at blive klog på. Er den tyk eller tynd. Kan den stadig holde til min vægt. Spørgsmålene gør mig usikker og jeg kan ikke længere kan have tillid til, at det før så beskyttende panser, stadig vil beskytte mig. Mine skridt bliver usikre og jeg rammes af tvivl i forhold til mit før så selvsikre og modige jeg. Og jeg rammes af tvivl om hvilke retninger, jeg kan tage.
På samme måde kan det forholde sig, når det tykke panser, vi nogle gange beskytter os med i livet pludselig begynder at slå revner. Pludselig begynder at smelte. Måske fordi vi lader os ramme af solens varme stråler i form af et andet menneske, der lige med ét møder os der. Midt i det usikre. Med alt det vi er. Og alt det vi har med os. Møder os uden af fordømme. Uden at fortolke. Uden at søge forklaringer. Møder os med empati og ægte interesse.
Et sådant møde kan gøre os sårbare. Kan få isen til at smelte og slå revner. Vi bliver bange og forvirrede. Vi føler os måske truet på vores eksistens. Og frygten for at blive tilintetgjort kan få os til at gemme os bag det, der stadig er tilbage af det tykke panser. Også selvom vi måske inderst inde godt er klar over. At det kun er et spørgsmål om tid, før isen igen begynder at smelte. Før panseret igen begynder at blive nedbrudt. Så er det stadig her bag det smuldrende panser, at vi føler os mest trygge. Og derfor har vi lyst til at gemme os. Bag det tykke panser. Hvor ingen rigtig kan se os. Mærke os. Forbinde sig til os. For selvom livet her bag panseret til tider kan synes ensomt, begrænset og mørkt. Så er det det, vi kender allerbedst. Og derfor er vi tryggest her.
Men det vi har allermest brug for. Er flere mødeøjeblikke med blide, varme stråler. Fra det andet menneske, der i første omgang lykkedes med at sende en solstråle ind bag panserets tykke mur. Et menneske der blev sammen med os i mørket. Et menneske der udviste empati, støtte og omsorg. Der hvor det var allermest sårbart. Allermest farligt. Et menneske som vi langsomt kan forbinde os til, og i det små begynde at have tillid til.
De nye tillidsfulde erfaringer sætter spor i os. Skaber nye forbindelser indeni os. Giver os mod til at kigge frem fra panserets tykke mur. Vise os. Også selvom vi føler os sårbare. Og i takt med at vi opdager. At det andet menneske genuint ønsker at være der sammen med os. Hjælpe os. Kan vi langsomt begynde at hele de sår, vi har på sjælen. Hele de sår som vi hele livet har beskyttet os i mod. Og som har betydet, at vi har opbygget et panser så tykt som isen på søen i Finland.